Lavere told for busser – den eneste løsning for bedre bustrafik


Det nye busnet efter at Eysturoyartunnilin lukkede op, er for ingen buspassager den store fest, alle håbede på. Heller ikke for Strandfaraskip Landsins. De må løse et uløseligt puslespil: OG bruge tunnelens nye muligheder, OG opretholde det samme tjenesteniveau OG udføre busdriften uden ekstra ressourcer. Vælg ét og stryg to. Det er ikke kun matematisk – flere mulige bilruter skaber flere mulige buslinjer – men især de ekstra omkostninger i form af en tårnhøj told, der gør puslespillet umuligt.



Puslespillet begyndte med den nye rute 400 Klaksvík-Tórshavn. Den sparer omkring 35 minutter, som er perfekte – det var netop det, Eysturoyartunnilin skulle tilvejebringe. Et stort klapsalve til SSL! Men på grund af de ekstraordinære toldpriser for busser, kan det ikke betale sig uden at spare på andre linjer. Det er især Sundalagið, Strendur/Skála og Toftir som gik baglæns. Og alle passager betaler mere, selvom en væsentlig del får uvæsentlige tidsbesparelser.



Irreel told



I dag betaler normale busser 1275 kr. hver tur, med abonnement. Når man regner med 19.5 passagerer – gennemsnittet for linje 400 over 2019 – betaler SSL for hver passager 65.2 kr told (ekskl. hald). I corona-år 2020 var det 12.0 passagerer/tur, eller 106.3 kr. told for hver passager. Derimod betaler biler – uanset hvor mange bilpassagerer – 75 kr. med abo. Altså 37.5 eller 25 kr med to/tre personer i bilen. Ok, vægtet af busser er meget højere end bilernes, så veje slider hurtigere, men må de straffes så hårdt? Skal en landsejet og landsfinansieret busselskab virkelig medfinansiere en landseget og landsfinansieret projekt, som vil alligevel (på langt sigt) afbetales?



En simpel løsning



At introducere en rabat til offentlig kørende busser ville få Strandferðslan til at nytte de muligheder, Eysturoyartunnilin skaber:




Konkurrer bussen med bilen?



Bussen vil aldrig komme til at udkonkurrere bilen i Færøerne, tør jeg sige. Færinger elsker deres biler alt for meget til at lade sig gøre det, og det er helt okay. Lad dem, som vil køre i bil, køre i bil. Men hvorfor må busser og buspassagerer straffes så hårdt med himmelhøje toldafgifter? ”Men sådan gjorde vi det også med Vága- og Norðoyatunlarnir” – hm ja, er det heller ikke lidt galt? Og denne situation er oven i købet meget forskellig fra to afløste færgeruter. Frygten, at bilkørere vil alle sammen med ét vælge bussen, er urealistisk i mine øjne. Måske vil nogle få parkere bilen ved Søldarfirði og fortsætte med bus, og nogle vil ’substituere’ bil med bus, men de gør ikke den store forskel.



Slå hovederne sammen



Er det kun tolden, som skabte det nuværende kaos? Nej, også SSL har vist en manglende strategi og vision. Alle vidste allerede i 2016 at Eysturoyartunnilin ville lukke op omkring det nuværende tidspunkt. Men grunden til, at SSL kom så sent med den reviderede køreplan, skyldes delvist præcist den overraskelse med høje toldpriser. Det eneste SSL kunne få ud af regeringen, var at busser mellem Tórshavn og Runavík må standse halvvejs i Strendur uden at få en dobbelt toldregning. Er det alt landet kunne give dem? Virkelig?



Landet, SSL, LV, kommunerne og borgere må komme med et integereret offentlig-mobilitetsplan for de folk, som ikke kan eller ønsker at køre bil. En strategi for fremtidens busnet og drift. Store ændringer er på vej, med uafbrudt byudvikling i Tórshavn og Skálafjørður-området, mere og mere mobile livsstiler, nye veje som Innkomuvegurin, Fjøruvegurin, Sandoyartunnilin og på det længere sigt Gøtadals- og Suðuroyartunnilin.



Konkrete ideer



Nogle konkrete eksempler, hvor vi kan få mobilitetssystemet til at hænge lidt bedre sammen:




Et politisk valg



Det er et politisk valg, at belaste busser mere end biler. Ligesom tunneler må buskørselen og passagererne få deres økonomi til at hænge sammen. Et valg så lille som en ny administrativ status for offentlige trafikruter (ikke turistturer osv.) har en stor rækkevidde. Nu straffes SSL og derved buspassagererne, selvom de er kun en smådel i den daglige trafik. Det handler om,
at få driftsregningen nede for landet som helhed, og at tjene Færingerne så
godt som gjørligt - uden store penge til. Hvis politikken kan løse dette administrative puslespil, kan busserne klare deres, og focussere på fremtiden.

Renno Hokwerda
MSc Spatial Planning, NL