Tað riggar í løtuni ikki at leggja lesarabrøv á Lesarin.fo umvegis Facebook.

Fyribils skulu lesarabrøv sendast til redaktion@knassar.fo, so leggja vit tað út fyri teg.

Sjálvræði er fortreytin fyri góðum felagsskapi

2015-01-26 21:49

Tala á ráðstevnu um norðurlendsku sjálvstýrisskipanirnar undir Norðurlandaráðsfundi í Álandi í dag

Sjúrður Skaale

"De nordiska självstyrelsernas utveckling: Vilka lärdomar kan dras och vilka aspekter kan användas konstruktivt". Det er det spørgsmål, jeg har fået.

Da jeg rejste til Åland i morges sad jeg i flyet ved siden af Bertel Haarder. "Hvordan ville du svare på dette spørgsmål?" Spurgte jeg ham.

Han tænkte sig om og sagde så: "At man som lille nation kan have sin selvstændighed og samtidig være med i et større fællesskab".

Det synes jeg var et godt svar. Og jeg synes det er et positivt tegn, at en dansk og en færøsk politiker har samme svar på dette spørgsmål.

For det er netop en Balancegang mellem to begreber, disse to forhold, som det drejer sig om: selvstændighed og fællesskab.

Det er kun eet af disse forhold, som er givet. Som er en betingelse. Som må være der, hvis de meget små nordiske samfund skal have en chance for at overleve. Det er fællesskabet. Hverken Færøerne eller de andre selvstyrende områder kan eksistere uden at være en helt integreret del af et større fællesskab.

Det andet forhold - selvstændigheden - er også meget vigtigt. Selvstændigheden er afgørende for selvfølelsen og selvrespekten - som jo igen er afgørende for både den økonomiske, den kulturelle og den sociale udvikling af samfundet.

Men mens det at være del af et fælleskab er en fundamental og absolut betingelse, så er selvstændigheden elastisk. Det er om selvstændigheden, at den politiske kamp står. Og den politiske kunst består i at finde den rette balance mellem fællesskab og selvstændighed.

Ingen selvstændighed er lig med gradvis udslettelse af samfundets kulturelle egenart.

Intet fælleskab er på den anden side en umulighed. Den kan ikke lade sig gøre.

Men at finde balancen kan være svært, og det foregår ofte i et politisk kamp.

Der er jo interesser på spil. Ikke mindst udenrigspolitiske, geopolitiske og strategiske interesser. Danmark ville fx ikke have den indflydelse Danmark har i verden, hvis ikke specielt Grønland var en del af riget. Men Færøerne tæller også med.

Danmark har altså klare interesser i konstrukionen.

Det har ført til, at Danmark i sin tid var meget restriktiv og ikke ville give Færøerne for store beføjelser - for stor magt. Man frygtede, at denne magt ultimativt ville blive anvendt imod Danmark, og ende med færøsk løsrivelse.

Man ville altså ikke give Færøerne redskaber, som kunne blive anvendt imod danske interesser. Det er således Spanien tænker i forhold til Catalonien og Baskerlandet i dag.

Blandt andet derfor var der ikke fri handel på Færøerne i 1800-tallet.

Derfor måtte færøsk sprog ikke anvendes i skoler og kirker før anden verdenskrig.

Derfor ville man ikke give Færøernes parlament lovgivningsmagt.

Derfor ville man ikke før 1992 give Færøerne retten til Færøernes undergrund.

Og derfor har den danske regering endnu i dag svært ved at acceptere en færøsk grundlov der slår fast, at færøernes folk - både reelt og formelt - er Færøernes øverste myndighed.

Men den danske skepsis - eller frygt - overfor vidtgående færøsk selvstændighed indenfor fællesskabet, er i dag slet ikke så stærk, som den har været.

Man er blevet klogere. For den store lære - for at komme tilbage til hovedspørgsmålet - den store lære er, at der ikke er noget at frygte. For der er ingen modsætning mellem selvstændighed og fællesskab.

At Færøerne får lov til udvikle sig i henhold til egne behov og ønsker, er ikke kun godt for Færøerne - det er også godt for fællesskabet mellem Danmark og Færøerne.

Det har politikere på begge sider indset.

Jeg vil tage den forhenværende danske statsminister Poul Schlüter som eksempel. I 17 år - fra 1975 til 1992 - sagde den danske regering, at Færøerne ikke kunne overtage undergrunden og ansvaret for en kommende olieindustri. Det var ulovligt i henhold til grundloven.

I 1992 ændrede Poul Schlüter så Danmarks holdning. Ene mand. Færøerne KUNNE overtage undergrunden, bestemte han.

Jeg spurgte ham engang i et interview hvordan han kunne gøre noget, som statsministeriet før havde sagt var imod grundloven.

I hans svar lå essensen af det, der skal til for at forholdet mellem Danmark og Færøerne skal fungere optimalt: "Min beslutning byggede slet ikke på de juridiske analyser" sagde han. "Den beroede på politiske og filosofiske overvejelser".

Det er den slags pragmatisk tankegang der skal til.

Og det er den slags pragmatisk tankegang der har gjort, at selv om Færøerne formelt er under den danske grundlov, så ligger Færøerne på mange områder reelt langt udenfor den danske grundlovs grænser.

I følge Danmarks grundlov er der fx kun een lovgivningsmagt i det danske rige - Folketinget. Men Færøernes parlament, Lagtinget, har reel lovgivningsmagt. Der bliver ikke vedtaget eller implementeret een lov for Færøerne udenom Lagtinget.

I følge danmarks grundlov er der kun een myndighed i det danske rige, der kan opkræve skatter - Folketinget. Men Lagtinget har fuldstændig kontrol over det færøske skattesystem. Man både kræver pengene ind og bruger dem som man vil.

I følge Danmarks grundlov en enhedsstat, men een udenrigspolitik. Men da Danmak gik med i EF i 1972, fik Færøerne mulighed for at stå udenfor.

Det har ført til, at vi ofte kører i hver sin retning når det gælder fiskeripolitik og handelspolitik - som jo også er udenrigspolitik. I 2013 førte det til, at Danmark sammen med EU boykottede Færøerne - og at Færøerne derfor lagde to sager an imod EU - og dermed imod Danmark - ved internationale domstole.

Færøerne vandt striden - men vi fik kun mulighed for at kæmpe striden, fordi den danske regering erkendte, at Færøerne må have sin selvstændighed for at kunne beskytte sine egne interesser.

Det var godt for Færøerne - men det var også godt for Fællesskabet. Fordi det gjorte, at man på Færøerne ikke følte fællesskabet som en spændetrøje.

Så læren er, at Selvstændighed og fællesskab behøver ikke at være modsætninger.

Det har man forstået i EU - det er jo selve Idéen i EU.

Men det har man ikke forstået i fx Madrid - og det har man heller ikke forstået i London.

Da skotterne stemte om løsrivelse fra Storbritannien sidste år, havde Scottish National Party en liste med argumenter for, hvorfor folk skulle stemme ja til at gå ud af fællesskabet med England og Wales.

De ønskede eget skattesystem. Egen lovgivning. Egen kontrol over offentlige investeringer. Eget socialsystem. Det berømte: It's Scotlands oil - og så videre. Det interessante var, at på Færøerne har vi så at sige alt det, som skotterne mente at de kun kunne opnå gennem løsrivelse.

Den engelske centralisme var altså meget tæt på at koste dem fællesskabet med Skotland.

Det er det samme som vi i endnu højere grad ser i Spanien.

Med andre ord: Bertel Haarder har ikke kun ret i, at fællesskab og selvstændighed ikke er modsætninger. Sandheden er, at selvstændighed er betingelsen for et godt fællesskab.

Det vil jeg sige er den vigtigste lære.

Til sidst vil jeg sige at en færøsk nationalstat formelt set ikke er umulig. Men også det ville reelt forudsætte et tæt fællesskab med et større land - som jo oplagt ville være Danmark.

Personlig mener jeg at det næste skridt bør være en formel juridisk anerkendelse af det faktum, at udviklingen har ført til, at Danmark reelt ikke længere er en enhedsstat, men en slags forbundsstat. Det som Færøerne og Danmark i fælleskab har ladet ske, det bør man også konfirmere formelt.

Det er vigtigt for Færøerne. Både for selvfølelsen, og fordi det KAN være uheldigt - når der er konflikter - at der er så stor forskel mellem det reelle og det formelle. Færøernes selvstyre bør bygge på tryggere grund.