Um tú ikki hevur Facebook, kunnu vit leggja lesarabrævið inn fyri teg. Send lesarabrøv til redaktion@knassar.fo.


 

Soleiðis leggur tú á Lesaran

Tað er ókeypis at leggja lesarabrøv á lesarin.fo.

1. Rita inn umvegis Facebook
2. Ger eina yvirskrift
3. Legg mynd afturat
4. Skriva lesarabræv
5. Goym

 



 



Privacy policy

Róðrartúrurin til Cuba og meiningin við lívinum

Røða hjá Sjúrði Skaale undir endaorðaskiftinum a fólkatingi 30. mai


74 dage, seks timer og 40 minutter efter at den have sat kurs fra Portugal, ankom robåden SAGA den 12. mai til Cuba.

Mandskabet på fire mand – en fra New Zealand og tre fra Færøerne – havde i de 74 dage skiftedes til at ro og hvile i to timer ad gangen.

445 gange roede de i to timer – og 445 gange hvilede de i to timer.

Der er nok nogen her i salen der husker da de tog afsted fra Portugal, for roerne ønskede af have en hilsen med fra det danske folkestyre, og da jeg kender skipperen, indsamlede jeg i den forbindelse underskrifter fra fire partiledere, en minister samt andre medlemmer af dette høje ting.

I går kom så skipperen tilbage til Danmark – og før i dag var han her inde med et brev fra det cubanske parlament til dem, der skrev under.

Der står bare at de ønsker at styrke de venskabelige relationer og den gensidige forståelse, der er mellem de to parlamenter og de to folk.

Jeg vil tillade mig på vegne af alle at sige tak for den hilsen.


Meiningin við øllum

Det kan være svært at se meningen med sådan en rotur.

Hvorfor skal fire mænd bruge 74 døgn uden sammenhængende søvn, med pine i musklerne og vabler på røven til at ro over Atlanten?

Men som Herbert Mallory svarede da han blev spurgt hvorfor han ville bestige Mount Everest først i 20’erne: Because it’s there. Fordi bjerget er der.

At sætte sig store mål er noget vi kan lære noget af i politik.

Men vi kan også lære af både bjergbestigere og roere, at alle de små skridt har betydning til sidst.

Det ER svært at se meningen i at ro til Cuba. Forestil jer at finde mening i hvert enkelt av een million åretag?

Men endnu sværere end at se meningen i at ro til Cuba – er vel at se meningen i IKKE at ro til Cuba.

Det er jo også svært at se meningen i det, vi gør. Den debat vi har haft i dag har fx i sig selv ikke ændret nogens liv. Men hvis vi ikke havde haft den ville det slet ingen mening give. Og i den store fortælling har hvert enkelt lille skridt der er taget i dansk politik – hver enkelt debat – ført Danmark til et sted, som man vidste man kunne nå. Because it’s there.

Don’t try, står der lakonisk på Charles Bukowskis gravsten. Lad være med at forsøge. Underforstået: Intet giver mening alligevel.

Men Bukowski mente nok sin gravskrift som en provokation. Han ville formentlig have os til at fundere over forskellen mellem at forsøge og ikke at forsøge.


Venda USA bakið

For gør man det, så kan man ikke andet end kaste sig ud i alt muligt. Sætte sig for at ro til Cuba – eller sætte sig for, som statsministeren gjorte i sin tale i morges: At trække verden i den rigtige retning.

At vise overskud, når andre viser underskud. Gøre en forskel.

Og det skal Danmark, forstås, ved at rive sig løs af USA, og knytte sig tættere og mere forpligtende til Europa.

Jeg syntes det var talens vigtigste budskab, og jeg synes det var modigt at statsministeren i en så højt profileret tale som den dag, kaldte USA drømmenes land, der drømmer om mindre frihandel. Mere bare sig selv. Færre internationale forpligtelser. Flere sanktioner.

Danmark har været en af USAs tætteste allierede – og flere gange har man knyttet sig stærkere til USA end til Europa.

Derfor var dette et meget klart budskab om en fundamental ændring.

Og det er samme signal der kommer fra fx Tyskland, Frankrig, Spanien og delvis England. Det er nødvendigt, for USA opfører sig i dag ikke som den vestlige verdens naturlige leder. Der er sket et fundamentalt kursskifte.

Mange af de små og store skridt, der hver dag tages i USA, går i den forkerte retning. Mod isolation, mod opsigelse af samarbejde, mod nationalisme.

Derfor må Europa træde i karakter og påtage sig rollen som – som statsministeren udtrykte det - klassens voksne dreng.

Problemet er, at med de interne prosesser i Ungarn og Polen, med Brexit, med det totale kaos i Italien – så er det lidt svært for Europa at påberåbe sig rollen som den voksne.

Europa BURDE være den voksne i verden. Men måske ambitionsniveauet i første omgang bør begrænse sig til, at de nordiske lande i et endnu tættere samarbejde påtager sig rollen som den voksne i Europa.

Sammen er vi både store og stærke i Norden, og sammen kan vi helt realistisk påtage os rollen som den voksne i klassen vde at samarbejde langt tættere om udenrigs og forsvarspolitik.

Det er ambitiøst – men der giver mere mening end ikke at gøre det.


Rógva saman

Sammen har Danmark og Færøerne også noget at byde på, når det gælder de aktuelle debatter i Europa om hvilket råderum de nationer skal have, som ikke har sit eget statsapparat.

Selvstændighed og fællesskab er ikke modsætninger i EU – de er hinandens forudsætninger.

Jeg mener også at Færøerne – som det går i øjeblikket – har større muligheder for at skabe et trygt, velhavende og frit samfund i fællesskabet med Danmark end udenfor.

Men det forudsætter at der på begge sider er en vilje til at få det til at fungere, og en forståelse for, hvad der skal til.

Vi har haft enkelte uheldige episoder i det forgangne folketingsår – som jeg også har kritiseret kraftigt – men i det store og hele har vi roet sammen – og vi er kommet langt sammen.

Og det giver mere mening end ikke at ro.

Og det giver mere mening end at ro hver for sig.