Um tú ikki hevur Facebook, kunnu vit leggja lesarabrævið inn fyri teg. Send lesarabrøv til redaktion@knassar.fo.


 

Soleiðis leggur tú á Lesaran

Tað er ókeypis at leggja lesarabrøv á lesarin.fo.

1. Rita inn umvegis Facebook
2. Ger eina yvirskrift
3. Legg mynd afturat
4. Skriva lesarabræv
5. Goym

 



 



Privacy policy

Globaliseringin krevur føroyska sjálvstøðu

Lívi ð á baksetrinum í donsku ríkiseindini avmarkar føroyskt virkisføri í eini støðugt dynamiskari verð, og tíðin er komin til, at Føroyar fara at samstarva vi ð Danmark og øll onnur lond sum sjálvstøðugt land, segði Magni Arge á fólkatingi í dag í kjaki um ríkisfelagsskapin

Solei ðis segði Magni Arge í síni røðu:

Martin Breum leverede en udmærket debatbog forleden, hvor han spørger, om politikerne holder igen i debatten, så man undgår at afsløre en grundlæggende uenighed om Rigsfællesskabets fundament, kompetencefordeling og fremtid.

Se, det var et relevant spørgsmål at diskutere i forhold til en debat om det såkaldte rigsfællesskab. Så jeg vil gerne give bud på nogle svar til spørgsmålene.

Historien viser, at regeringer stort set følger devisen om, at så længe vi ikke har nogen diskussion om det såkaldte rigsfællesskabs konstruktion, så beholder vi status quo.

Og partierne har med få undtagelser i større eller mindre grad fulgt skiftende regeringers politiske linje, som underforstået handler om at værne om Danmarks nationale interesser.

Blandt folketingsmedlemmer har der altid været engagerede enkeltpersoner, som især har interesseret sig for grønlandske forhold og i nogen grad for færøske problemstillinger. Men udover det er det svært at mærke pulsen i engagementet. Det er tyndt - undtagen i spændte situationer.

De mere dybtgående overvejelser, der graver et spadestik dybere ned og lægger for dagen nye overvejelser om alternativer til nuværende forhold, er meget sjældne.

Men nu er der åbenbart et momentum, som har fået flere centrale debattører på banen at bryde tavsheden. Blandt dem er folketingets nestor Bertel Haarder og Mette Frederiksen samt admiralen Niels Wang og den udenrigspolitiske chefstrateg Peder Taksøe-Jensen.

Motiverne kan ganske vist være meget forskellige, men nogenlunde fælles for dem er, at de mener det er på tide at nytænke samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland, for den nuværende form vil næppe bestå langt frem i tiden.

Hjemmestyreloven var et efterkrigsbarn

Og det har de fuldstændig ret i.

Hjemmestyreloven af 1948 blev undfanget i en ulige kamp om den politiske magt over Færøerne i efterkrigstiden.

Færøerne udviklede igennem fem års adskillelse under anden verdenskrig lovgivende kompetence, udøvende magt, egne domstole, en stærk økonomi og indgik en monetær union med Storbritannien.

Selvtilliden var i top, økonomien var stærk, briterne havde anerkendt det færøske flag, og anseelsen for indsatsen under krigen var stor.

Da den danske statsmagt dukkede op efter mere end fem års fravær, havde den kun én dagsorden. At fravriste færingerne den ny vundne politiske selvstændighed og sikre dansk herredømme over Færøerne.

I sikker forventning om, at færingen ville bøje sig for presset, gennemførte man en folkeafstemning den 14. september 1946, hvor vælgerne fik tilbudt enten at vende tilbage til semikolonial status fra før krigen eller total løsrivelse mellem Danmark og Færøerne.

Flertallet takkede for tilbuddet og valgte løsrivelsen fremfor ny kolonialisering.

En rystet dansk regering nægtede nogle dage senere at anerkende folke­afstemningens resultat og opløste lagtinget.

Ud af denne situation fødtes hjemmestyreloven i april 1948, som var langt fra færøsk selvstændighed.

Fællesskab eller hierarki

En af kreatørerne bag hjemmestyreloven Alf Ross gjorde dengang helt klart, at italesætningen af den nye ordning som et “rigsfællesskab” var helt forkert. Et fællesskab mellem nationer forudsætter ligeværdige parter, som deler for eksempel en føderativ struktur.

Men sådan er hjemmestyreloven slet ikke konstrueret. Den har en hierarkisk struktur, hvor Danmark har sikret sig enhedsstatens fortsatte beståen - med Danmark som overstat og Færøerne som en undergivet enhed - og med dansk grundlovsfortolkning som ramme.

Derfor anbefalede Ross at bruge termen rigsenhed om konstruktionen, men staten valgte opportunt at bruge det bedre klingende ord rigsfællesskab.

Statsret kontra folkeret

Danmarks statsretslige tilgang for at bevare magten og rigets grænser står i stærk kontrast til det færøske folks opfattelse af retten til selvbestemmelse på folkeretligt grundlag.

Den nye færøske forfatning tager udgangspunkt i, at Færøerne har ret til selvbestemmelse, og at den øverste myndighed ligger hos det færøske folk.

Det betyder, at vi skal gennemføre folkets vilje, når det færøske folk igen beslutter, at Færøerne skal blive selvstændige, uanset hvad man mener om den sag i København.

Sådan regulerer man også forholdene efter international lov mellem en statsmagt og nationer med ret til selv at bestemme sine eksterne forhold til omverdenen.

Den danske stat har imidlertid aldrig anerkendt Færøernes ret til at etablere sig som selvstændig stat i forhold til international lov, men skiftende statsministre har hævdet – gerne mundtligt – at man forventer, at folketinget vil imødekomme et ønske fra det færøske folk, når det kommer.

Derfor vil Danmark stå langt stærkere end Færøerne i en forhandlingssituation, hvis parterne bliver uenige om tilgangen til selvstændighed, fordi omverdenen vil opfatte det som et internt dansk anliggende.

Fra første dag i det såkaldte rigsfællesskabs historie har vi således haft vidt forskellige opfattelser af fællesskab og ligeværdighed og helt forskellige forventninger om den fremtidige udvikling.

Kan man tjene to herrer

Selvom statens opfattelse af hjemmestyret er statisk, så er verdens gang dynamisk, og således også vores eksistensbetingelser.

For eksempel valgte Danmark i 1972 sammen med Grønland at deponere en del af sin suverænitet i Bruxelles gennem medlemskab i det Europæiske Fællesmarked, mens Færøerne forblev udenfor.

Det var et markant skridt, som Danmark tog, og det betød i realiteten, at Færøerne stod alene tilbage på en række områder, som Danmark afleverede i Bruxelles.

Den naturlige konsekvens ville være, at Færøerne fik det fulde ansvar på disse områder, så landet var i stand til at tale for egne interesser i verdenssamfundet.

Men af hensyn til enhedsstaten endte man i en håbløs konstruktion, hvor Danmark endte med at sidde på begge sider af bordet i mellemstatslige sammenhænge - repræsenteret af den Europæiske Union i egne sammenhænge og som repræsentant for Færøerne på den anden side af bordet – altså man skal potentielt tjene to herrer på samme tid!

Det siger sig selv, at det måtte ende galt, når EU og Færøerne kom i konflikt med hinanden. Og det gjorde det i stor stil i kølvandet på makrelstriden, da EU erklærede økonomisk krig mod Færøerne, og Danmark fik ordre til at lukke sine havne for færøsk eksport.Så stod Danmark i dilemmaet, om man skule angribe eller forsvare Færøerne. Det blev selvfølgelig hensynet til EU, der vandt.

Fra et lille øsamfund til stor havnation

En anden markant og dynamisk milepæl var udvidelsen af fiskerigrænserne til 200 sømil i 1977.

Færøerne forvandledes overnight fra en lille øgruppe på 1400 kvadratkilometer til en havnation, der rådede over 270.000 kvadratkilometer, som er nogenlunde det dobbelte af det danske territorium.

Det satte store krav til Færøerne at forhandle nye aftaler med andre fiskerinationer om adgang til fiskeri hos hinanden og fordeling af fælles fiskebestande.

Behovet for at agere overfor det internationale samfund som fuldt suveræn fiskerination er kun steget med årene, men den udenrigspolitiske lov fra 2005 virker modsat i i mellemstatslige anliggende. Fremfor at skabe Færøerne den nødvendige plads at manøvrere i indskrænke den handlefriheden.

Momentum for selvstændighed

Til trods for hjemmestyrelovens begrænsninger har vi bygget op et robust samfund med veluddannede folk og en stærk økonomi. Infrastrukturen er i top, kulturlivet blomstrer, og vi har efterhånden bygget op kompetente administrationer.

Men vi er ambitiøse og vil videre på vores rejse frem mod selvstændigheden, og vil gerne bidrage til at skabe et bæredygtigere verdenssamfund.

Vores naboer i syd - Storbritannien - vil gennem Brexit uden tvivl skabe et yderligere geopolitisk momentum oppe nordpå, og det kan åbne for nye strategiske samarbejder mellem lande i Nordatlanten og Arktis, som kan få stor glæde af Storbritanniens betydelige pondus.

Så jeg hører ikke til dem, der maler den værste på væggen på grund af Brexit.

Snarere tværtimod kan det åbne for tættere samarbejde omkring en række områder som fiskeri, olieefterforskning, transport, uddannelse og måske adgang til en frihandelsaftale med et marked på 60 millioner mennesker.

Så mit beskedne svar på Breums spørgsmål er, at fundamentet for det såkaldte rigsfællesskab var ubalanceret fra start. Kompetencefordelingen passer hverken til nutidens udfordringer eller vores ambitioner, og hjemmestyreordningen har nu som før fremtiden bag sig.

Så jeg deler debattørernes vurdering, at fremtidens samarbejde mellem Danmark og landene i Nordatlanten må bygge på selvstændige nationers frie vilje.

For unge ambitiøse færinger vil en aktiv tilværelse blandt ligesindede folk fra London over Tórshavn til Nuuk friste mere end en passiv tilværelse på bagsædet af den danske enhedsstat med bind for øjnene.

Magni Arge, fólkatingsmaður