Um tú ikki hevur Facebook, kunnu vit leggja lesarabrævið inn fyri teg. Send lesarabrøv til redaktion@knassar.fo.


 

Soleiðis leggur tú á Lesaran

Tað er ókeypis at leggja lesarabrøv á lesarin.fo.

1. Rita inn umvegis Facebook
2. Ger eina yvirskrift
3. Legg mynd afturat
4. Skriva lesarabræv
5. Goym

 



 



Privacy policy

Á gáttini til sjálvstøðu

Í samhandlinum millum Føroyar og Danmark innflyta føroyingar fyri 2,7 mia. kr. og útflyta bara fyri 562 mió. kr. Danmark hevur 2,2 mia. kr. í avlopi av handlinum, og fría atgongd til føroyska marknaðin.

Føroyskir útflytarar hava hinvegin ikki somu atgongd til danska marknaðin, tí vit hava ikki fríhandilsavtalu við ES og danska partin av sokallaða ríkisfelagsskapinum. T að kann verða ein orsøk til ójavnan, segði Magni Arge á fólkatingi í gjár

Hetta er rø ðan í sambandi við endaorðaskifti:

Lad mig starte med at ønske tillykke med de første 100 år på det genopførte Christiansborg.

Hvis I ikke har bladet op på side 112 i Hanne Rasmussens nye og fornøjelige bog om Folketinget, så vil jeg bare erinde jer om, at trapperne, som I til daglig bruger på vej op til folketingssalen, blev hugget til i baggården hjemme hos stenhuggeren Jákup Andrias Arge i Rættará í Tórshavn.

Stenene er lavet af basalt, og man fristes næsten til at sige, at Jampan, som Jákup Andrias blev kaldt i folkemunde, også var lavet af samme stof.

Han havde i hvert fald en stålsat vilje til at gennemføre det, han satte sig for. Han ville bygge op en industri med sten som råmateriale og kom til at stå for bygningen af flere monumentale huse.

Jampan oplevede megen modgang, men han var umulig at slå ud.Han mistede det meste af venstre hånd ved en sprænging, tabte synet på det ene øje på grund af en stenplint og fik hugget den ene fod af, da en klippeblok faldt ned over ham.

Men i stedet for at gå på førtidspension valgte han at blive tilsynsførende med havnebyggerier i København. Det kunne klares med én hånd.

1918 handlede ikke kun om Christiansborg. Det var også et håbets år, fordi freden indfandt sig, da første verdenskrig sluttede om efteråret.

Bygderne var særdeles isolerede dengang. Der var stort set ingen kajanlæg, og der fandtes hverken motoriseret køretøjer eller køreveje dengang. Så derfor stod investeringer i infrastruktur højt på ønskelisten.

Da blev der igen brug for Jákup Andreas og hans brødre, som spillede en sentral rolle ved anlæggelse af havnenanlæg blandt andet i Tórshavn.

Men der kom først rigtig fart på, da færøske myndigheder overtog ansvaret for udbygning af veje og havne og satte den legendariske Mikkjal Helmsdal på opgaven 30 år senere.

Topmoderne infrastruktur

Og her 100 år senere kan Færøernes topmoderne infrastruktur karakteriseres som rent futuristisk set med datidens øjne.Over- og undersøiske tunneler og broer har bundet87% af befolkningen sammen i et sammenhængende vejnet.

Faktisk er Nordatlantens første undersøiske rundkørsel hugget til her for kort tid siden i tunnellen mellem Streymoy og Eysturoy.

Jeg er sikker på, at Jampan og broderen Óli sidder måbende i himlen og glæder sig over, at efterkommerne er lige så stålsatte og målrettede, som de var i sin tid.

I Tórshavn udvider man havneanlægget betragteligt, så man kan servicere den voksende efterspørgsel fra containerrederier, der bruger Færøerne som hub på linjerne mellem Nordmerika og Europa.

Også luftfarten har udviklet sig stærkt og tilbyder en frekvens og regularitet, der tåler sammenligning med andre lande, og turisterne strømmer til landet.

Telekommunikationen er i verdensklasse, og man er igang med at skifte gear fra 4G til de store hastigheder i 5G.

Så Færøerne har siden 1918 flyttet sig fra at være en isoleret klippeø langt ude i havet til en moderne hub ved porten til Arktis, som i dag betjener trafik mellem Europa og Amerika, og i morgen måske trafik mellem Fjernøsten og Europa, når isen smelter ved Arktis.

Produktion til eksport

Selvfølgelig har det stor betydning for udvikling af erhvervsliv og samhandel med andre lande.

Sagt på godt jysk, så går det pænt med eksporten. Samlet set er vareeksporten vokset med 70% siden 2012 til 8,4 milliarder.

Men der er mere at hente, hvis vi formår at skabe værdier ud af hele biomassen og således øge udbyttet for hvert enkelt kilo fisk.

I december blev en fiskerireform vedtaget, som skal medvirke til en yderligere bæredygtig udvikling både biologisk, økonomisk og socialt for både samfund og virksomheder.

Det er en udfordrende og væsentlig opgave at finde en fornuftig økonomisk fordeling mellem licenshavere og det kollektive samfund, så vi både udvikler fælles velfærd og innovativ industri, som skal til for at drive et bæredygtigt samfund.

Det har også af væsentlig betydning at sikre en vedholdende innovation og udvikling af serviceindustrier til det maritime felt, så vi diversificerer eksporten til at omfatte nye produkter, som fortsat kan sælges, når naturens luner begrænser tilgangen til fisk.

Ændret eksportmøster

Mønstret for eksport har ændret sig betydeligt de sidste fem år. Dels provokeret af embargoen, som EU iværksatte mod eksport af pelagisk fisk, og dels på grund af laksen, som er stærkt efterspurgt på high-end markeder uden for EU.

For øjeblikket er Rusland den største importør af færøsk fisk fulgt af USA og UK. Tyskland er den største importør blandt EU-landene, mens Danmark ligger på en femteplads.

Det handler ikke så meget om politik, men mest om lakseeksportører, som løbende justerer deres salg i forhold til de bedst betalende markeder.

Den færøske velfærd afhænger i høj grad af vores evne til at omsætte vores råvarer til høje værdier på eksportmarkederne, og derfor har vi brug for gode frihandelsaftaler med andre lande.

Det er en udfordring for et land med et så begrænset hjemmemarked, så det er yderst vigtig at udnytte momentum, når det er til stede.

For øjeblikket forhandles der blandt andet med Japan, Korea, Kina og Østbloklandene om handelsaftaler.

Mønstret er helt anderledes med importen, for Danmark er langt den største leverandør af varer og tjenester til Færøerne. I 2017 fik Danmark 37% af kagen, der svarer til 2,7 milliarder af den samlede vare import.

Til gengæld eksporterede vi kun for 562 millioner kroner til Danmark, så handlesbalancen mellem landene står i stærk dansk favør med omkring 2,2 milliarder kroner.

Vi køber også tjenester for en milliard, hvor danske leverandører sandsynligvis står lige stærkt. Alene betalingen for patientbehandlinger på danske hospitaler var på 123 millioner kroner sidste år.

En del af forklaringen på den skæve balance stammer utivlsomt fra den ulige handelsaftale mellem landene, hvor Danmark har frihandel, mens Færøerne er underlagt begrænsninger.

Det opvejes dog i nogen grad af bloktilskuddet på 642 millioner kroner.

Unge talenter

Vores største og dyrebareste ressource er menneskene og især ungdommen, som skal drive samfundet videre.

Og noget tyder på, at vi har formået at skabe et mere attraktivt samfund, for der er flere, der vender tilbage end før.

Der var alt for mange, som ikke vendte tilbage og endte med at levere de mest aktive produktionsår i blandt andet Danmark. Men det var godt for Danmark, for de antages at bidrage med 450 millionr kroner årligt til dansk økonomi, hvis vi sammenligner med en lignende sydslesvigsk undersøgelse.

For os har det stor betydning at udvikle relevante og eftertragtede uddannelser, som relaterer sig til den centrale bæredygtige“blå økonomi”, som vi lever af.

Satsning på en solid uddannelse og forskning i jura, administration og sundhedssektoren vil også understøtte kompetenceudviklinger til de voksende opgaver, som den færøske stat har påtaget sig.

Som at hugge i sten

I fredags havde vi, som statsministeren sagde ved åbningen i formiddags, en debat om forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne.

Jeg gjorde i min tale rede for, hvorfor jeg mente det såkaldte rigsfælleskab byggede på vaklende forudsætninger fra start, hvilke kompetencefordelinger der må gøres op med, og hvordan jeg ser fremtiden for et samarbejde mellem tre selvstændige lande.

Men den dagsorden blev stort set mødt med tavshed. Det vil nok være for stærke ord at bruge de konservatives ordfører italesættelse om, “at der blev hældt nok så meget vand ud af ørerne”. Måske vil det hjælpe at holde to kortere debatter næste gang, hvor Færøerne og Grønlands forhold diskuteres hver for sig.

Lad mig også erindre det ærede publikum om, at da Amerikas præsident Wilson ankom til Europa i 1918 for at fremsætte forslag til en varig verdensfred, var en af hans grundpiller landenes ret til selvbestemmelse.

Aviserne skrev, “at det er man glad for i Danmark, for nu vil man genoptage det elskede Sønderjylland i Danmarks rige. Og samtidig har regeringen æret princippet om selvbestemmelse ved at anerkende Islands fulde selvstændighed gennem en personaleunion.”

Men det princip hylder Danmark ikke længere, for udenrigsministeren var meget kontant i sit svar, da jeg forleden spurgte ham, om Danmark havde anerkendt Færøernes eksterne ret til selvbestemmelse over for verdenssamfundet.

Det har Danmark ikke – for man ønsker kun at stå til ansvar for sit eget parlament, hvis der opstår en konflikt på et tidspunkt.

Statsministeren nævnte, at han skal til Færøerne i juni for at mødes med Føroya løgmaður. Jeg håber den friske luft hjemme på Færøerne vil inspirere statsministeren til en konstruktiv udvikling af samarbejde mellem tre selvstændige nationer.

Selve løsningsmodellen for næste trin blev allerede knæsat, da Danmark og Island indgik personaleunionen i 1918.

Det er godt nok lang tid siden, men 2018 er et flot år at sætte den nye kurs i forholdet os imellem.

Og glem alt om at lægge ansigtsmaskerne i stensatte folder, for på Færøerne har vi ikke glemt kunsten at hugge i sten. Kig bare på trapperne, når I går herfra.

Og med disse ord vil jeg takke for godt samarbejde i folketingsåret og ønske jer alle sammen en god sommerferie.